Portefølje 3

Dokumentation af aktivitetens forløb med nedslag/særligt vigtige episoder

Vi fik adgang til to forskellige forældregrupper på Facebook, hvor vi fik tilladelse af administrator til at lave et opslag med et spørgeskema vedrørende vores projekt om unge børnefamilier. Dette gjorde vi med henblik på at få et billede af, om indsigterne fra vores feltarbejde også vedrører andre end familierne fra vores feltarbejde. Ved at gøre dette fik vi dermed mulighed for at rekruttere deltagere til vores brugerworkshop. Vi kontaktede desuden familierne fra vores feltarbejde samt én nær familierelateret. Deltagerne i vores brugerworkshop endte således med at være én person fra én af Facebook-grupperne, ét af parrene fra vores feltarbejde samt én nær familierelateret. Responsen på vores spørgeskema bar frugt i en demografisk mangfoldighed blandt deltagerne i forhold til køn og civilstatus, hvilket hjalp os til at skabe et alsidigt billede af udfordringen som ung forælder.

Vi udførte workshoppen ved at blande metoderne future workshop og fictional inquiry. Dette gjorde vi ved at bruge faserne fra future workshop som struktur, mens vi brugte fictional inquiry til at opstille det problem de skulle løse i form af en fiktiv historie. Dette var et bevidst valg fra vores side, eftersom vi gerne ville have vores workshopdeltagere til at arbejde sammen og bruge deres erfaring til at hjælpe os i idéfasen. Vi anvendte fictional inquiry som en metode til at distancere brugerne fra deres normale liv og hverdag, så de kunne tale mere frit, men samtidig bruge den viden de havde om emnet. Under workshoppen anvendte vi værktøjer i form af Facebook Messenger og Google Docs til at etablere en fælles gruppesamtale og diskussion. I forhold til dokumentation af workshoppen har vi tre fælles Facebook-grupper samt et Google Docs til hver af disse. Udover dette fik vi af deltagerne lov til at lydoptage hele brugerworkshoppen, herunder både de fælles diskussioner og diskussionerne ude i grupperne. Som følge af corona-situationen blev vi nødt til at tænke alternativt i forhold til GDPR. Vi blev rådet til af vores instruktor til at modtage en mundtlig accept fra deltageren om, at de accepterede vores betingelser hvad angår personlig data og efterfølgende sende GDPR-dokumenterne ud, hvilket vi gjorde.

De 5 vigtigste indsigter I fik fra at afholde workshoppen/co-design aktiviteten ifht jeres fokus og undersøgelse?

Vores første indsigt, som vi fik i løbet af workshoppen er, at flere af deltagerne ønskede mentale redskaber, som kan hjælpe dem til at overskue hverdagen og med at overkomme situationer, som ikke foregik efter planen. Én af deltagerne nævnte, at hun manglede mentale redskaber “til lige at trække vejret” i dagligdagen, når alting ikke gik som forventet.

Vores anden indsigt er at der hos parrene var fokus på kommunikation, forventningsafstemning og information. Én bruger nævnte, at hun havde brug for at kommunikere tydeligere med sin partner for at få den hjælp, som hun havde brug for. Samtidigt skulle der være en vis forventningsafstemning i ikke at sætte forventningerne for højt for dermed at blive skuffet, når ikke det lykkedes. Der var her bred enighed hos brugerne om, at tiden ikke længere er der i samme omfang, og at man af og til blev afbrudt i sine planer. I den forbindelse var der også enighed om, at dette skulle kommunikere indbyrdes hos parrene for at få hverdagen til at fungere optimalt.

Vores tredje indsigt er et ønske om en platform til at samle al kommunikationen mellem forældre, bedsteforældre, børn med mere. Dette kom eftersom en bruger ønskede mere struktur i sine kommunikationsformer og ønskede derfor en platform struktureret efter relationer; ens partner, venner, bedsteforældre med mere. Platformen skulle være til lavpraktiske gøremål og søge at forbedre flowet i hverdagen i forhold til kommunikation og pligter.

Vores fjerde indsigt er, at deltagerne som forældre blev nødt til at acceptere, at man ikke kan nå alting og at man må ofre. Dette blev sagt i forlængelse af, at en bruger beskrev hvordan tiden til visse praktiske gøremål ikke længere var der, og at man derfor skulle acceptere, at eksempelvis rengøringen ikke var optimal. Der var bred enighed om dette, og i at det var en proces, som skulle arbejde med.

Vores femte og sidste indsigt er at flere af vores brugere søgte et netværk, hvor det er okay at vise det uperfekte. De nævnte, at det er okay ikke altid at være perfekt samt ikke altid at have ryddet op, før man får gæster. En bruger nævnte at det var vigtigt at hvile i sig selv og vise sit hjem frem til trods for, at det ikke er perfekt; eksempelvis i forhold til en opvask, der ikke var blevet taget endnu. Her pointerede deltageren, at det er vigtigt, at man arbejder med sig selv om at blive i stand til at kunne acceptere dette.

De 3 vigtigste indsigter Ifht designmetoder I anvendelse, den fortsatte proces, eller jeres kompetencer som designere?

Den første indsigt ved at afholde en brugerworkshop er, at der undervejs opstod uforudsigelige udfordringer. På trods af grundig forberedelse oplevede vi på flere tidspunkter uforudsete problematikker. Vi havde planlagt workshoppen til seks deltagere, men undervejs sprang to af vores deltagere fra. Dette resulterede i, at de små grupper som de skulle arbejde i under future workshop, kun bestod af to brugere. Vi løste denne problemstilling ved at korte tiden de havde til diskussion i de små grupper ned. Derudover er der nogle udfordringer i forhold til den brugergruppe vores deltagere hører ind under: forældre. Vi oprettede en Doodle-afstemning, hvor deltagerne havde mulighed for at vælge, hvilket tidspunkt passede dem bedst. Workshoppen endte med at finde sted fra klokken 19.00 til klokken 20.30, hvilket var det foretrukne tidspunkt for vores deltagere. Selvom det var det tidspunkt på dagen, som passede vores deltagere bedst i forhold til at have børnene puttede og lagt i seng, opstod der stadigvæk undervejs små komplikationer. Eksempelvis kunne nogle af forældrenes børn ikke sove, hvilket resulterede i, at nogle deltagere undervejs måtte sidde med deres barn eller forlade workshoppen i en kort periode for at putte barnet.

En anden indsigt var de konsekvenser, som det at afholde workshoppen online medførte. Oprindeligt havde vi tænkt, at deltagerne selv skulle nedskrive noter, men vi måtte hurtigt erkende en problematik herved. Flere af deltagerne tog opkaldet over mobilen og havde i forlængelse af dette ikke adgang til computer. Dette betød helt overordnet et kompromis i forhold til, at det derfor ikke var muligt for deltagerne både at skrive notater undervejs og samtidig havde adgang til videoopkaldet. Vi anså ikke dette som et stort problem, fordi vi som facilitatorer også havde adgang til dokumenterne, og derfor kunne skrive notater på deres vegne. Vi havde også tekniske udfordringer, eftersom vi oplevede problemer med at få et webkamera aktiveret. En anden udfordring som blev belyst var at få deltagerne ind i vores gruppesamtaler. Her oplevede vi spildtid, og i enkelte tilfælde måtte vi kontakte deltageren for at få en statusopdatering. Ydermere var der til tider udfald i forbindelsen, hvilket var forstyrrende for hele gruppen. I og med at vi gennemførte workshoppen remote havde vi mulighed internt i studiegruppen at kommunikere “off-site” med hinanden i en anden chatgruppe. Dette tillod os at skrive til hinanden undervejs, hvis der eksempelvis var noget vi var i tvivl om foregik korrekt i aktiviteten, supplere hinanden i at komme videre i workshoppen, at hjælpe hinanden til at holde styr på tiden undervejs i workshoppen med mere. 

En tredje indsigt er, at vi oplevede, at deltagerne havde svært ved at sætte sig ind i det eventyrlige og fantasifulde element i fictional inquiry-metoden. Vi havde planlagt vores workshop med et fictional inquiry scenarie for at få vores deltagere til at kunne være mere opfindsomme uden at behøve at gå for tæt på deres egen hverdag, hvis dette var svært for nogle at snakke om. Vi oplevede dog meget hurtigt, at selvom vi havde givet deltagerne fuldstændigt frie tøjler, faldt diskussion meget hurtigt ind på deres egen hverdag med deres børn. Vi forsøgte undervejs at få deltagerne tilbage til vores mere “eventyrlige” scenarie, men de faldt altid hurtigt tilbage i den realistiske hverdag.

En diskussion af, hvordan jeres indsigter relaterer sig til litteraturen – om den konkrete metode og om co-design processer mere generelt

Third space

Muller skriver i “Participatory Design: The Third Space in HCI” (2009) om third space, som bedst kan beskrives som en grænse mellem to forskellige domæner, to forskellige rum (Muller 2009, s. 4), hvilket han mener er “[…] a good place to look for new insights and understandings, and for syntheses of diverse knowledges into ideas for products and work practices” (Muller 2009, s. 2). Det handler således om at skabe et tredje og neutralt rum, som hverken tilhører designeren eller brugeren, hvor man kan udveksle idéer og tanker på lige fod med hinanden. Ved at mødes med workshopdeltagerne i en online gruppechat, skabte vi en hybrid oplevelse – et third space, hvor vi som workshopfacilitatorer og de som workshopdeltagere mødtes i et domæne der var fælles for begge parter.

Workshoppens siting (Muller 2009, s. 7) har som følge af corona-situationen været begrænset til at være online. For at undgå at deltagerne skulle blive skræmt væk af fremmede online platforme, besluttede vi os for at benytte Facebook Messenger, som vi antog, at alle deltagerne var bekendte med det. Det lykkedes dermed at placere workshoppen “[…] in the locality of the participating group” (Muller 2009, s. 8).

I forhold til hvordan third space relaterer sig til selve konceptet om workshops, ses det i workshoppens evne til at samle deltagere som skal samarbejde, hvilket kræver “[…] mutual education, negotiation, creation of understand, and development of shared commitments” (Muller 2009, s. 10). Vores future workshop bestod af fantasy- og implementationsfasen. Heri havde deltagerne mulighed for på skift mellem to personer og fire personer at dele og i fællesskab diskutere de løsninger, som de var kommet frem til. Kombinationen af forskellige deltageres idéer har derfor ledt til “[…] syntheses of perspectives and knowledges” (Muller 2009, s.10), som hjælper med at identificere generelle behov og løsninger blandt deltagerne. 

Future workshop

Löwgren & Stolterman forklarer formålet med en future workshop som: “The aim of a future workshop is for future users or stakeholders to clarify the common problems in their current situation, create visions about the future, and discuss how these visions could be realized.” (Löwgren & Stolterman 2004, s. 70). Det vil sige, at det i future workshop er brugernes opgave sammen at finde fælles problemer og skabe visioner om fremtiden. Grunden til at vi fandt denne metode relevant i forhold til vores fokus på unge forældre, var at det muliggjorde en større gruppe brugere sammen at fremføre mulige svar på problemstillinger samt at kunne finde realistiske løsninger på dette. Denne metode er en mulighed for at samle flere forældre der sammen kunne diskutere og komme frem til løsningsforslag.

Future workshop er inddelt i tre faser: Critique, Fantasy og Implementation (Löwgren & Stolterman 2004, s. 70).. Af disse tre brugte vi kun to faser, da vi skiftede critique-fasen ud med et fictional inquiry scenarie der byggede på vores erfaring om problemer i børnefamilier vi havde indsamlet under interviews og observationer.

Undervejs blev vi nødt til i fællesskab at ændre små detaljer i vores overordnede plan for denne workshop. Dette skyldes at der opstod problemer, som vi ikke havde forventet. For eksempel kortede vi implementation-fasen ned, da grupperne i sidste del af fantasy-fasen hvor de skulle raffinere den overordnede vision, allerede havde forsøgt at finde måder at “realisere” denne vision. 

Fictional inquiry

Fictional inquiry er en metode,der ifølge Dindler og Iversen muliggør følgende: “The technique creates partially fictional settings, artifacts, and circumstances through a shared narrative. The technique creates a space for conducting collaborative design activities where inquiries are conducted as the participants are urged to imagine desirable futures and are confronted with their everyday practice” (Dindler & Iversen 2007, s. 214). Netop dét at skabe et fælles rum til at gennemføre samarbejdsaktiviteter for at opnå indsigter fra deltagerne har været brugbart. Vores deltagere var hurtige til at drage paralleller til deres egen daglige praksis med de medfølgende udfordringer som følge af blive mor og far. Ifølge forfatterne kan teknikken inddeles i tre faser, som vi har forsøgt at efterleve på bedst mulige måde. I første fase, preparation, formede og formulerede vi formålet med teknikken. Vi lavede en fortælling om et fantasifolk, der havde brug for hjælp til at strukturere hverdagen. Dette var hensigten at vores deltagere kunne relatere sig til. En del af dette scenarie involverede at deltagerne modtog magiske kræfter, der gjorde at de kunne gøre og kreere alt, hvad de tænkte på og ønskede. I anden fase i fictional inquiry metoden indgår en workshop, her benyttede vi os i stedet af  future workshop-metoden. Vi præsenterede deltagerne for vores fortælling, hvorefter deltagerne fulgte future workshop-formen og til sidst evaluerede vi med deltagerne hvilket er sidste fase i fictional inquiry (Dindler & Iversen 2007, s. 217-218).